Fredag 26.1.2007

Der har vi det!!. Nødvendigheden har meldt sig og viser sine sorte hænder frem for forsamlingen af afrevne ansigter, der ligger og småkoger i en blå emaljegryde. Og hvad så? Ja, hvad så nu?
Vi kunne flette tær, eller vandre ind i en guldramme, ud på en snusket film-noir-filmrulle og søge efter små pletter hvor manden med hatten og de filede fortænder puster røgen fra sin cigaret ud igennem filmbåndet, eller vi kunne sætte os ned? SÅ ville der blive ballade på de forreste rækker i teateret, og små stødvise vindpust, fra når folk ville åbne den sorte dør og forlader salen, få dit hår til at danse og du ville sikkert rejse dig op og danse med, og skyggerne der havde haft tålmodighed nok til at blive, ville smelte sammen til en stor kogende masse, et boblende krater som efter Hiroshima, og jeg ville udnytte den lammende stråling til at se ind bag din kjole, ride på dekadencens bølger og flå striber i dine bryster, så de kom til at ligne bolsjer, eller måske jordbæris.
Men nu er vi hjemme igen, og stearinlysene venter på at blive tændt. Det er det samme retual hver aften, den samme trivielle rutine. Du lægger dit tøj på stolen og sætter dig på mit skød, velvidende om at jeg ingen negle har, ingen hænder, ingen arme, ingen ord og ingen følelser.
Vi sveder den samme sved som igår og dagene før, og jeg tænker de samme tanker som altid, og du er nøgen og dufter af hasselnød og gardenia.